Efter morgenmaden i dag, pakkede vi vores bagage sammen og tjekkede ud, og vi bad vandrehjemmet kigge efter vores kufferter imens vi ville ud på lidt mere sightseeing inden vi skulle nå toget til Shanghai. Først tog vi ud for at kigge på den Store Gåsepagode, som vi endte med kun at kigge hurtigt på udefra, da der ikke var så meget at se.
Der er et stort springvand på bakken foran pagoden, hvor vi fik os et godt grin med en komisk oplevelse. Vores oplevelse er, at kinesiske turister kun tager advarselsskilte som et forslag, og de går derfor alligevel steder hen og rører ved ting de ikke burde. Springvandet var ikke fyldt med vand, så imellem alt vandet der skød op, var der stort set tørt, og alle de kinesiske turister besluttede sig for at gå ind i springvandet for at tage billeder der eller for at krydse henover til den anden side, selvom der var mange skilte som meget tydeligt indikerede, at det måtte man ikke. Det betød, at politibetjente rente rundt og råbte af folk for at forsøge at få dem ud af springvandet, men så snart de fik folk ud, var der andre på vej ind bag deres ryg igen. Folk ventede også til sidste øjeblik med at løbe ud fra springvandet, før betjentene nåede at fange dem, så de lige kunne nå at tage de sidste billeder. Dette fortsatte ellers derudaf, hvilket var rigtigt sjovt at se på.
Efter et godt grin to vi til Xi’ans Store Moske. Moskeen blev oprindeligt bygget i 742. Ifølge indgraveringer i stenene i moskeen, var den bygget under Tang dynastiet, så den er nu omkring 1300 år gammel. Moskeen dækker et areal på 13.000 kvadratmeter, og er bygget som en rektangel. Moskeens haver er smukke, og det er rigtigt fredfyldt. Vi fik heldigvis færdiggjort vores gåtur i moskeen før alle de andre turister ankom. Vi begav os derefter tilbage til vandrehjemmet for at hente vores bagage, og tog afsted mod togstationen for at nå vores tog.
Togstationen i Xi’an er meget mere velorganiseret end i Beijing, så det tog os ikke meget tid at komme igennem sikkerhedstjekket og finde vores gate til toget. Nu sidder vi i toget mod Shanghai, ca. 4,5 timer er gået, og 2 timer mere tilbage til ankomst (ca. 6,5 timer i alt).
Kærlige hilsner,
Eszti & Simon