I dag stod vi tidligere op for at have en chance for at komme ind i den forbudte by. Alle var på vej på arbejde, så vi fik også oplevet den Kinesiske morgentrafik. Der var et hav af mennesker i metroen, men det var som et velsmurt maskineri. Metroen var fuld af mennesker, men der var helt stille, som om der var en uskreven regel om, at man ikke snakker eller laver lyde om morgenen.

Da vi kom ud af metroen stod det klart, at det var et ræs for at fat på billetter til at komme ind. I går var alle 80.000 billetter væk før kl. 10, og klokken var allerede omkring 9 da vi kom op op fra metroen. Nogle mennesker løb, men de fleste forsøgte bare at presse på for at komme fremad og for at komme frem til billetkontoret. Ved billetkontoret, selvom der var flere køer åbne, blev folk ved med at snyde sig foran, og man kunne mærke nervøsiteten blandt folk om de nu kunne få en billet, eller om salget ville lukke for næsen af dem. Det lykkedes og vi fik vores billetter – hvilken lettelse! Vi svedte allerede, og vi var trætte, men vi klarede det.

Om morgenen var det allerede næsten som varmt som det varmeste dagen før, og solen brændte vores hud, på trods af et ordentligt lag solcreme. Vi gik ind i den Forbudte By, og det var så storslået og fantastisk. Kæmpe bygninger, med kæmpe pladser foran. Så fantastisk mange detaljer og så utroligt smukt. Imens vi fulgte vores lyd-guide (der var en på Ungarsk men ikke Dansk 😛 ), fik vi mulighed for at lære lidt mere om brugen af bygningerne og deres historie.

På et tidspunkt fandt vi en lille hvileplads i skyggen, hvor vi havde sat os ved en væk i et forsøg på at få en lille pause, hvorfra vi kunne se en flok børn klædt i militærtøj. Da de fik lov til at gå fra gruppen af deres lærer (antager vi), begyndte de alle at skynde sig hen mod os, og de stimede sammen om vores ben, og kiggede alle på os som små minions. Vi forstod ikke helt hvad der foregik før en modig pige med et kamera i hånden spurgte om hun måtte tage et billede med Simon. Simon sagde ja, og hoppede ned fra væggen for at tage et billede med pigen, og pludseligt kom resten af børnene væltende imod ham, så de også kunne tage et billede med Simon. Da de var færdige med ham, vendte de alle sig mod mig, og pludseligt var jeg stjernen i foto-sessionen. Vi er blevet fortalt, at kinesere som aldrig har set hvide mennesker før, bliver rigtigt begejstrede og gerne vil have taget billeder med os. Det er sket før på vores tur, men dette var ekstremt. Vi var måløse og fik os et godt grin. Da vi troede de alle var gået, kom et par drenge generte tilbage. Det tog dem lidt tid at få mig spurgt om de måtte tage et billede, og selvfølgeligt måtte de det. Vi følte os senere lidt jaloux da vi så dem tage billeder med andre hvide mennesker også. Men det var rigtigt søde!

Vi fortsatte vores tur igennem den Forbudte By, hvor de tomme pladser blev mindre og mindre, og pludseligt var der ikke plads til at de 80.000 mennesker kunne sprede sig ud. Det var varmt, og umuligt at bevæge sig uden at ramle ind i andre mennesker, og det var nærmest umuligt at få set noget, fordi der altid var en væg af mennesker som skubbede på for at se det. Da vi endeligt kom ud på den anden side, besluttede vi os for at gå tilbage til vandrehjemmet for at køle lidt ned og få en pause fra alle de mennesker.

Efter en lille lur under airconditionen, var vi friske igen, og vi fortsatte dagen med en tur ud til CCTV bygningen, som er en kæmpe stor A-formet bygning tilhørende det Centrale Kinesiske TV. Da vi nåede frem var vi forbløffede, da vi så en helt ny side af Kina. Kæmpe store glas-skyskrabere over det hele, tonsvis af trafik – det var det moderne Kina. Vi blev nærmest svimle af at kigge op på alle de bygninger.

Vi besluttede os herefter at bsøge en shoppe/bar gade i et områder som hedder Sanlitun, hvor vi igen blev præsenteret for en helt ny og moderne side af Kina. Vi ville have noget aftensmad, men så at vi ikke havde fået nok kontanter med os, så vi begyndte vores jagt på en hæveautomat. Vi kunne ikke hæve penge fra de første 5 automater, så vi blev lidt bekymrede og nervøse. Endeligt fandt vi en CITTI Bank, hvor de tog både VISA og MasterCard, så det lykkedes os at få nogle penge – hvilken lettelse! Maden var igen helt fantastisk: krydret okse “short rib”, Kimchee med nogle nudler og ost, stegte ris med oksekød og en karry-grøntsags fyldt dybtstegt dej. Det hele sammen med en kold Kinesisk øl.

Nu glæder vi os til i morgen, hvor vi skal på en 7 km vandretur på den Kinesiske mur.

Kærligeste hilsner,
Eszti & Simon